Indretningsfilosofi

 

Sanselige rum, der vækker nysgerrigheden

Et rum skal ikke blot være smukt – det skal være levende. Det skal rumme sjæl, fortællinger og en sanselighed, der mærkes helt ind i kroppen. Indretning er nemlig langt mere end møbler placeret i harmoni. Det er stemninger, lag, rytmer. Det er taktile detaljer, der inviterer til berøring og skaber forbindelse mellem menneske og rum.

Jeg tror på, at rum kan nære os. At vores omgivelser kan inspirere, berolige og åbne dørene til kreativitet og drømme – uanset om det er derhjemme eller på arbejdspladsen. Et rum kan være et fristed, en motor, en daglig påmindelse om, hvem vi er, og hvad vi længes efter.

Den sanselige og interessante indretning opstår, når det harmoniske møder det personlige og det uventede.
Når nyt og gammelt får lov at danse sammen.
Når et møbel med patina står side om side med noget moderne, og når en lille skæv detalje får rummet til at vibrere – og fortælle sin egen historie.

Min ambition er aldrig blot at dekorere et rum. Jeg vil skabe rammer, der føles rigtige helt ind i maven. Rum, som tager udgangspunkt i dig – dine ritualer, dit tempo, din personlighed. Det er her magien opstår.

Indretning med omtanke og sjæl

Jeg har aldrig været optaget af tendensernes kortvarige liv. I stedet har jeg fulgt intuitionen, håndværket og de fortællinger, der gemmer sig i ting, mennesker og materialer.

Min stil er formet af mange års samleri: rejsefund, arvestykker, vintage interiør og unikke detaljer, der har levet liv før mig. Jeg elsker det skæve, det uperfekte, det karakterfulde. Det, som aldrig kan masseproduceres.

I Moro Moro Studio arbejder jeg derfor ud fra en ansvarlig og bevidst tilgang til fornyelse. Indretning behøver ikke være lig med forbrug – det kan også være at give nyt liv til det, der allerede findes. Et møbel kan få en ny rolle. Et gammelt tekstil kan skabe dybde. Et loppefund kan blive det element, der binder alt sammen.

Mine vintagefund og restaurerede skatte er valgt med omhu. Hvert eneste stykke er håndplukket, nænsomt forvandlet og udvalgt for sin sjæl. For mig er bæredygtighed ikke en trend, men en måde at skabe tidløse omgivelser på – rum, der kun bliver smukkere med tiden.

Det betyder ikke, at jeg aldrig tilføjer noget nyt. Men jeg håber gennem Moro Moro at kunne vise, at genbrug og æstetik sagtens kan gå hånd i hånd, og at det personlige og levende ofte findes i det, der allerede har en historie.

Omtanke – helt ned til detaljen

Også når det handler om emballage og forsendelse tænker jeg bæredygtighed ind. En pakke fra Moro Moro er pakket med omtanke: genbrugt bobleplast, FSC-certificerede kasser, italienske aviser, genbrugspapir og bionedbrydelige pakkechips lavet af majs og vand.
Indimellem er kassen lidt bulet og papiret lidt krøllet – men det er blot et tegn på, at vi passer på ressourcerne.

Skal vi skabe dit næste rum sammen?

Hvis du er nysgerrig på, hvordan dine rum kan få mere sjæl, mere dybde og mere livskvalitet – og hvis du har lyst til at forme næste kapitel i din rumlige fortælling sammen med mig – så skriv endelig.

Kærligst,
Luna Signe