Hvad sker der, når du ikke kun indretter med øjnene, men også følelserne?
Det kan du se her, når vi besøger Luna og Jeppe i deres fine lejlighed, hvor indretningen er meget personlig og hyggelig. Bolig Magasinet 2019.
Danske Bolig Magasinet bragte i januar 2019 en boligreportage i deres trykte magasin. Boligreportagen er fra Luna Signes – stifter af Moro Moro Studio – hjem. Reportagen er skudt af den danske fotograf Tia Borgsmidt og stylet af Mette Helena.
HER BOR Luna Signe Hørdum Nielsen (31), forfatter, kreativ projektleder og ejer af Moro Moro Studio, Jeppe Aagaard Junker (32), it-ingeniør.
HVOR Parret bor i en lejlighed på 95 kvadratmeter på Østerbro i København.
LÆS MERE Følg Luna på Instagram @dermond_luna og @moromorostudio / www.moromoro.dk.
BILLEDE Luna kigger altid efter masker, når hun rejser. De forskellige varianter over døren ind til spisestuen er fra blandt andet Budapest, Mexico City og Yutacán. Den hvide kattemaske er fra Hay.
Luna og Jeppes herskabslejlighed har høje klassiske paneler, stuk, rosetter, sildebensparket og tre meter til loftet. Men de klassiske rammer får et twist af en spændende og kreativ indretning.
– Jeg indretter med nordiske linjer og skandinavisk design, men blander det med farver, sydlandske materialer og skøre rejsefund. Jeg inspireres af former, farver, teksturer, saner og materialer og af stemninger, mennesker, skæve detaljer, kunst og poesi. Det er ikke altid vigtigt, om mine fund passer ind. Det vigtigste for mig er, at mine omgivelser inspirerer mig, er sanselige og vækker minder, fortæller Luna.
– Det giver personlighed og charme. Jeg har samlet gennem mange år, og flere af vores møbler er som sådan ikke trendy. Jeg blander det hele; arvestykker, loppekuriositeter, rejsefund, storskraldsguld, klassisk møbeldesign, moderne interiør og budgetvenlige nips, siger hun.
Fælles forvandling
Lejligheden var Jeppes farmor og farfars fra de var helt unge, og da Jeppe i sin tid overtog den, gik han i gang med en gennemgribende renovering – med respekt for de originale detaljer og særpræg. Han var allerede flyttet ind i lejligheden, da parret mødte hinanden, men den var ikke helt færdigrenoveret, hvilket gav Luna mulighed for at være med til den sidste etape. Hendes input var at tænke i opbevaring, tilføje farver og finde en god balance mellem æstetik og praktik. Derudover at skabe et hjem, der kunne rumme Lunas skøre fund, Jeppes elektronik og begges møbler fra tidligere hjem, så de kunne føle sig hjemme.
– Jeg kan virkelig godt lide farver og bruger dem også i min garderobe. For mig skaber de liv og leben og får mig til at føle mig godt tilpas. I vores hjem har jeg ladet enkelte farver gå igen fra rum til rum for at danne en sammenhæng, men hvert rum har også sin egen farvepalet, der fremhæver bestemte møbler og skaber en bestemt stemning. Særligt blå og grøn danner basis for vores indretning, og så tilføjer jeg komplementærfarver og nuancer via krukker, vaser, tekstiler, kunstværker, blomster og materialer. Det er blevet en god balance mellem min og Jeppes smag, siger Luna.
Læs hele interviewet og se de smukke billede fra boligreportagen på www.boligmagasinet.dk